Hvem er jeg

Jeg hedder Elisabeth, er 32 år og bor i Aarhus med min kæreste. Jeg blev færdig som psykolog i 2019 og er autoriseret af psykolognævnet.

Siden da har jeg været meget optaget af arbejdet med menneskelige relationer - både relationen til os selv og relationen til andre. Jeg har især i de senere år arbejdet med mennesker, der oplever udfordringer i nære relationer og/eller som har brug for hjælp til at forstå og håndtere deres følelser.

Min interesse for at arbejde med relationer er i høj grad også drevet af egne personlige erfaringer. Jeg kommer selv fra en familie med langvarig psykisk sygdom, og kender derfor til de udfordringer, det kan medføre. Det giver mig en god forståelse for, hvordan det er at stå i det dilemmafyldte og nogle gange håbløse spændingsfelt, når én man elsker kæmper med en invaliderende sygdom. Jeg har også selv gået i terapi. Jeg ved derfor også, hvordan det er at sidde på den anden side og hvor vigtigt det er at finde den rigtige psykolog for dig.

I min helingsproces er jeg blevet meget optaget af, hvordan vi knytter os og udvikler vores identitet, især når vi oplever dysfunktion i vores relationer såsom følelsesmæssigt utilgængelige eller utilregnelige forældre og/eller andre uforudsigelige rammer. 

Jeg møder mange klienter, der i den forbindelse har udviklet en enorm evne til at tage ansvar for og please andre. I den proces har de mistet kontakten til sig selv, går på kompromis med egne grænser, behov, følelser og ønsker, samt føler sig forkerte, når de lytter til sig selv. Det er et utroligt ensomt sted at stå.

At hjælpe andre med at finde ind til sig selv igen eller måske for første gang og bryde ud af de mønstre, der nu-og-her skaber udfordringer for dem, er derfor også et personligt meget vigtigt område for mig.

Jeg får løbende supervision og videreuddanner mig.